Christian - Ingen

[Christian]

Hvorfor er bevidsthed lokalt bestemt? Min hjerne har en bevidsthed om sig selv. Ok så der er bevidsthed der er lokalt bestemt, men hvem har denne bevidsthed? Bevidstheden selv? Er selv-bevidsthed selv'et? Hvad er bevidstheden bevidst om? Hvem er der til at være bevidst om sig selv? Hvordan kan ingen være bevidst om sig selv?
Det virker ufatteligt jeg kan ikke forklare mig klart.

[Ingen]

Ok så der er bevidsthed der er lokalt bestemt, men hvem har denne bevidsthed?

Se efter i din direkte erfaring:

Er der en "lokal bevidsthed" inde i dig? Eller viser det som du definerer som "dig" sig i bevidsthed?
Er der noget udenfor bevidsthed?
Hvis du ser bort fra det du har lært om hjernen og alt muligt:
Hvordan kan bevidstheden være noget "du har"?

Er selv-bevidsthed selv'et?

Findes der selv-bevidsthed? Eller findes der bare tanker om ting, og tanker om julemanden, og tanker om selvet?
Og ja, denne tanke er "selvet".

[Christian]

Mit spørgsmål er bare: Hvad genkender sig sin egen eksistens?

Jeg ved det virkelig ikke.

[Christian]

I et desperat forsøg på at finde jeg

Brev til mig selv:

Hej med dig.
Du bliver sikkert ked af det når du hører at du ikke findes. Dine håb og dine drømme, dine ting, dine tanker, dine følelser findes ikkw. Ikke i den krop du tror er din egen, ikke i den bevidsthed du tror er din, ikke i den opmærksomhed du tror er din. Dine forventninger finedes ikke. Hvorfor gemmer dig altid? Hvorfor vil du ikke ses? Er det fordi du tror du mister noget der er dit? Du ejer intet, selvom du tror du ejer det hele. Sandheden er at det hele ejer dig! Du kan fremstå som om du lider, men du er i herrens vold. Du haves i det der ikke haves af nogen( Det der er)

Der er ingen her til at svare på dine spørgsmål
Der er ingen svar fordi der er ingen der spørger
Hvordan kan det være anderledes.

----

Hvem er Christian?

Christian er en tanke kroppen og hjernen der befinder sig i hvad man kunne kalde for Christian's bevidsthed. Han har troet at han har eksisteret, men der er ingen der lever hans liv. Hvem skulle leve hans liv som ikke er ingenting. Der må være ingenting før at der kan være noget eller nogen, alting er ingenting. Det der er 'jeg' for Christian er en tanke, et billede der opstår for personen Christian, men det viser ingen steder hen, for det er i ingenting, det er bare. Alting er bare, der er intet bag det, intet foran det, intet imellem det og intet sted at finde det.

Hvem er jeg? Jeg er ingen hvem, hvor findes hvem? I rummet, i 'sjælen', i bevidstheden, i kroppen, selv-bevidstheden osv? Hvor er disse ting henne? For hvem opstår dette? Hvem har dem, hvem ejer disse? Spørgsmålene giver ingen mening da kun Ingen kan have dem! Ingen Ingen Ingen!


---

Alligevel føles det ikke som om der er noget der er ændret, men det virkede så klart... Hvorfor føles det stadig som om at der er et jeg eller et mig? Jeg kunne have svoret at jeg ikke fandtes, hvordan kan jeg så overhovedet være sikker på at jeg nogensinde kommer til at forstå det her???

[Ingen]

Nu svarer jeg i sted for ham Christian, som brevet er rettet til:

Dine håb og dine drømme, dine ting, dine tanker, dine følelser findes ikkw. Ikke i den krop du tror er din egen, ikke i den bevidsthed du tror er din, ikke i den opmærksomhed du tror er din. Dine forventninger finedes ikke.

Håb og drømme, ting, tanker, følelser osv. findes.
Kroppen findes.
Bevidsthed findes.

Hvorfor gemmer dig altid?

Fordi der er ikke "nogen" som "har" alle de ting nævnt ovenfor. "Christian" er en tanke, en historie. Og faktisk ikke kun en. Hvis du skriver ned hvem du er, og hvem du har været igår, og for nogle år siden - så kommer der flere historier ud af det, ikke? Hvad for en af dem er sandt?

Alting er bare, der er intet bag det, intet foran det, intet imellem det og intet sted at finde det.

Oplever du det sådan?

Jeg vil gerne komme tilbage til oplevelse i sted for spekulation:
Når du er blandt mennesker, og du smiler til nogen: Er det noget du har besluttet at gøre, eller sker det, og tanken "jeg smiler" kommer bagefter og tager smilet "i besiddelse"? Den der tanke "jeg smiler", det er "Christian". Kun den tanke. Der er ikke nogen enhed bag tanken. Følelser dukker op, handlinger sker, og så dukker en tanke op, som klistrer etikettet "jeg" på. Det er som der kører en kommentar-kanal ved siden af, med den underliggende tro på at "der er en, som oplever alt dette".

Kan du se det?

[Christian]

I går nat virkede det i et glimt helt indlysende at der ikke var noget 'jeg'. Det kom bare i et glimt. Det var som om at 'jeg' aldrig havde været der. Jeg kan ikke sige hvorfor at 'jeg' er kommet igen.

Jeg føler at min spørgen er redundant, ligemeget hvor meget jeg prøver at spørge hvem der er bag mine handlinger og tanker osv, når jeg altid frem til at der ikke er nogen. Men jeg synes ikke rigtig det giver nogen forskel eller får mig til at se.

Jeg har en bjælke i øjet...

Når du er blandt mennesker, og du smiler til nogen: Er det noget du har besluttet at gøre, eller sker det, og tanken "jeg smiler" kommer bagefter og tager smilet "i besiddelse"?

Når jeg smiler til andre sker det som regel uden et 'jeg' til at smile. Nogle gange smiler jeg med en hensigt. Og du vil sikkert spørge hvem der har denne hensigt. Det virker til at jeg har en vilje der kan kontrollere om jeg smiler eller ej. Men hvem der har denne vilje ved jeg ikke hvem har. Tanken om at jeg har viljen til at smile er der vel, men denne tanke er ikke 'mig', fordi tanken for sig selv ikke ejes af nogen.

Hvorfor er jeg ikke overbevist endnu, jeg synes bare jeg har spurgt tusindvis af gange. Forgæves. Men det er selvfølgelig også bare en historie om mig selv og af mine tanker der giver sig ud for at være et sammenhængende 'selv' (der ikke fatter noget). Denne her søgen ser bare endeløs ud.

[Ingen]

Denne her søgen ser bare endeløs ud.

Nu har du været på i 5 dage. Hvor mange år gik du rundt og troede på et selvbestimmet selv? Selve søgningen (tanken at der er noget som skal forstås) er jeg'et.

Selv-tankerne er dem som vil have at noget er anderledes end det er. De drejer sig om et jeg som skal beskyttes, plejes, roses, forbedres, undgå dårlige følelser osv. Jeg'et er aldrig godt nok.

jeg synes bare jeg har spurgt tusindvis af gange. Forgæves.

Jeg synes, du er godt på vej. Tanken "jeg fatter det aldrig" er også en af de jeg-konstituerende tanker...

[Christian]

Der er intet center der kan kaldes mit. Der er bevidsthed, der er tanker i bevidstheden, der er handlinger, der er kropslige følelser der er knyttet til til tanker og tanker der knytter sig til kroppen, der er historier om disse følelser og emotioner, der er også historier om hvem 'jeg'et er, hvad det burde være osv.

Jeg prøvede dette eksperiment: at forudse hvad min næste tanke ville være, og at stoppe en tanke midt i og forudse hvad det sidste ord i sætningen er. Ingen af dem kan lade sig gøre og derfor er der ingen basis for at sige at der er et 'jeg' bag dem.

Jeg spillede guitar her i dag og lagde mærke til at hvis jeg spillede en tone var der ingen 'person' til at høre den, der er ingen der hører den. Da jeg spillede en sang fandt jeg ud af at jeg enten kunne være fuldstændig opslugt af at spille guitar,uden egentlig at føle at der var nogen bag det, og at der nogle gange var selv-referende tanker, altså tanker hvor der var henvistes til et 'jeg'. Hvadenten så havde jeg ikke kontrol over hvornår opmærksomheden skiftede fra ikke at have en tanke om et jeg til at have en tanke om et jeg. Det betyder at selv følelsen af 'jeg' ikke er konstant og derfor ikke er mig, tanken der henviser til et 'jeg' er heller ikke et 'jeg' bare fordi 'den' indeholder ordet jeg, eller henviser til andre fænomener den synes giver den ret til at sige jeg.

Mit humør, eller 'grundfølelse' er heller ikke mig. Humør består af en kropslig følelse og en tanke der tilsammen skaber en følelse af jeg, men disse to ting er uafhængige dele, der giver sig ud for at være en ting. Men eftersom de er to ting der ikke består af noget jeg kan det ikke siges at der er et 'jeg' der oplever det, men alligevel opleves det. For eksempel kan jeg lige nu mærke at der er en slags sitren i min krop, som assoscieres med en form for nervøsitet eller spænding, men det virker kun til at det er 'min' fordi at de netop assoscieres med hinanden, derfor er der illusionen om at der er et 'jeg' der har dem.

Jeg'et er egentlig bare et falsk forhold mellem fænomener der opstår i bevidstheden.

[Ingen]

Hej Christian, det lyder godt. Hvordan går det idag?

Jeg'et er egentlig bare et falsk forhold mellem fænomener der opstår i bevidstheden.

Wow!

Her er der et par flere spørgsmål for dig til at fundere over:

Hvis du tænker over nogle "store" beslutninger om dit liv du har taget i fortiden - hvordan tolker du dem nu? Hvordan er de opstået?
Hvad for nogle faktorer har spillet sammen til at føre til netop den resultat som det er blevet til?
Kunne resultatet have været anderledes, hvis du betragter alle faktorer som har været med i spillet?

Hvordan ser du "forkerte" og "rigtige" beslutninger ud fra den nye synsvinkel?

[Christian]

Hej Christian, det lyder godt. Hvordan går det idag?

Det går fint. I går havde jeg det ligesom i forgårs, som om jeg havde set igennem illusionen. Men det er ligesom om at 'jeg' vender tilbage efter et stykke tid, og det forstår jeg ikke rigtig. Det er ligesom om at der er en "narrativ" der hele tiden angriber, hvis det giver nogen mening.

[Christian]

Hmm, Det er egentlig ligesom at der noget der er anderledes, men jeg ved ikke helt om det er fordi at det det er , er noget andet end det jeg troede det ville have været. Jeg tror 'problemet' ligger i at 'jeg' bare har overtænkt det her, og så forsætter det bare uden at det egentlig er nødvendigt. Der tænkes stadig på det samme, de samme spørgsmål dukker hele tiden op hvis jeg for eksempel har en jeg-tanke, kan der umiddellbart efter dukke denne tanke op: "hvem tænker denne tanke" osv.
Jeg vil skrive senere i aften. Jeg skal besøge min familie. Det bliver rart med noget lidt mere 'Dagligdagsagtigt'.

[Ingen]

Ja, det er godt udtrykt: "en narrativ der angriber". Og det den angriber er det som er i dette moment.

Når du er sammen med din familie (eller andre), prøv at føle bevidst at der er ingenting der hvor du troede du er. Så er der ligepludselig meget plads for de andre til at være..

[Christian]

Da jeg sad i bussen på vej hjem til mine forældre, begyndte 'jeg'et at falde væk indtil der ikke var noget tilbage. Det var meget stille på en måde selvom alting bevægede sig. Men egentlig synes jeg ikke der er den helt store forskel nu. Min narrative 'stemme' forsatte, men det var ligesom om at det ikke rigtig betød særlig meget. Jeg havde en meget mærkelig fornemmelse af at alt hvad jeg var, var en 'bunke' af sammensatte oplevelser, men oplevet på en gang, så dermed var der ikke noget 'jeg' til at opleve det, men der var kun oplevelsen. Der kørte bare en masse forbi som på en skærm. Dette forsatte i et langt stykke tid også det jeg var sammen med min familie. Det hele virkede mindre 'anstrengt' end normalt, selv hvad man vil kalde negative oplevelser, man kunne sige at anstrengelse ikke krævede nogen anstrengelse for at være der.

Det er lidt som om at jeg bølger mellem at have 'jeg' og ikke have 'jeg'. Det er mest hvis jeg skal tænke på noget, eller der dukker en erindring op, så er det ligesom om at jeg får tunnelsyn(forstået på den måde at jeg lukker næsten al anden information ude) og føler at der opstår et 'jeg', eller i hvert fald et fravær af et ikke-jeg(hvis du forstår).

[Ingen]

Det er lidt som om at jeg bølger mellem at have 'jeg' og ikke have 'jeg'. Det er mest hvis jeg skal tænke på noget, eller der dukker en erindring op, så er det ligesom om at jeg får tunnelsyn(forstået på den måde at jeg lukker næsten al anden information ude) og føler at der opstår et 'jeg', eller i hvert fald et fravær af et ikke-jeg(hvis du forstår).

Ikke-jeg-tilstandene kan være rart, og man kan føle enhed med universet eller hvad ved jeg. Men det varer ikke ved for de fleste, og har i virkeligheden ikke noget med sagen at gøre. Vi snakker her om et meget nøgtern faktum: Eksisterer jeg'et virkelig, eller findes det kun i tanker, som en romanfigur?

Hvor virkelig er jeg'et i de tider når du oplever at det er der? Når "tunnelsynet" er der?

[Christian]

Ikke særlig virkelig. I går fandt jeg ud af at det mest er en 'skyldfølelse' over at have været 'væk' der opstår lige bagefter, men det er bare endnu en historie. Ydermere så har indholdet i mine tanker skiftet fra at være spørgsmål om at der findes et 'jeg' til at være svar på hvordan min perception åbenbart er skiftet. Det er lige meget hvad der sker umuligtnæsten umuligt at undgå at lave historier om hvad der sker for kroppen og tankerne, men det har vist mig at jeg ikke kan stole på indholdet af mine tanker, de er alle sammen lige 'falske' i forhold til det der virkelig kan siges er virkeligt. Ikke at tanker ikke er virkelige, det er de, de er bare alle sammen mere eller mindre ikke sande.